Psykiske lidelser som depression er usynlige, da man ikke kan se på et menneske, om han/hun er syg. Det er vigtigt at være opmærksom på, når der bliver snakket accept af psykiske lidelser på højde med fysiske lidelser. Nogle gange tænker jeg, at det ville være nemmere, hvis jeg bare kunne tage en plaster på hovedet eller hjertet, for det gør ondt at have en depression. Det ved os, der har prøvet det.
Selvom depression generelt er en usynlig sygdom, er den nogle gange tydelig at se. Her mener jeg ikke bare de forgrædte øjne og det manglende smil, som selvfølgelig er en klar indikator på, at der er noget galt. Der er nogle ting ved kropssproget, hvor hele kroppen virker anspændt og stivnet. Bevægelserne går langsommere. Blikket som på en gang er tomt og fyldt med alt den smerte, der er inden i. Jeg tror, at jeg genkender de ting fra mig selv, og derfor ser dem, hvor mange andre ikke ville.
Jeg ved, at nogle af mine nærmeste kan se på mig, når jeg har det dårligt. Sådan har det været meget længe – også før min første behandlingskrævende depression – og jeg har gået ud fra, at det skyldes, at de kender mig. Nu har jeg fundet ud af, at jeg måske bærer følelserne lidt mere ude på tøjet end andre.
I går var jeg ude og holde et oplæg for medicinalfirmaet Lundbeck. Jeg har været der en gang før i maj sidste år. Der havde jeg været raskmeldt fra depression i lang tid, og jeg husker det som om, jeg havde det godt. I hvert fald havde jeg det bedre end tidligere. Men da jeg ankom i går, udbrød en af dem, der også arrangerede oplægget sidste gang, at jeg godt nok så anderledes ud! Jeg kommenterede, at jeg havde fået lavet hår, men til det svarede han, at han mente glimtet i mine øjne. For ham var det meget tydeligt, at jeg havde det bedre end sidste gang. Det er egentlig ret interessant, og faktisk skete det for nyligt i en anden sammenhæng.
Jeg fik en privatpraktiserende psykiater, da jeg havde det allerværst. Det var hende, der sendte mig videre til Rigshospitalet, hvor jeg fik konstateret Bipolar Lidelse og fik den hjælp, jeg behøvede. For et par uger siden så jeg hende på hospitalet. Til at starte med kunne hun slet ikke genkende mig, og hun fortalte også, at jeg så helt anderledes ud. Jeg så glad ud. Så sagde hun noget, som bekræftede mig i hvor langt jeg er nået:
“Du ser ud, som du gjorde, før jeg lærte dig at kende.”
Skriv et svar