by Sara on 14. september 2010
Interesserer man sig for psykiatrien af den ene eller anden grund, er det næsten umuligt ikke at støde ind i begrebet at være psykisk sårbar. I dagens indlæg vil jeg skrive nogle af mine tanker om begrebet.
At være psykisk sårbar bruges i flere sammenhænge og i stigende grad i stedet for at sige, at man har en psykisk lidelse (eller man er psykisk syg). På psykisksaarbar.dk skriver de om, hvorfor de bruger udtrykket:
“Vi har valgt betegnelsen psykisk sårbar frem for den mere officielle betegnelse psykisk syg, fordi vi vil signalere håb og pille det ”farlige” og mystiske ud af en tilstand, som vi alle kan komme ud for.”
Jeg er helt med på formålet, og det er virkelig godt. Men som jeg ser det, er der en anden side af sagen. Ja, det kan lyde skræmmende at sige, at man er psykisk syg, men det er en sygdom, man lider af. Der er en kamp for, at psykiske lidelser skal accepteres på lige fod med fysiske lidelser – så vores behandling og hjælp kan være lige så god. Jeg tror, at det kan være svært at forstå for nogle, at det der nu kaldes psykisk sårbarhed skal ligestilles med fysiske sygdomme.
En grund til at kalde sig psykisk sårbar i stedet for psykisk syg er også håbet om, at det kan være med til at fjerne stigmatisering og alle de grimme associationer, der desværre stadig kommer hos nogle, når man taler om psykiske sygdomme. Det er også i min interesse, at den stigma forsvinder, men jeg frygter bare, om det også kan fjerne noget alvor.
Med bipolar lidelse går jeg i behandling på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Jeg får hjælp af en psykiater, psykolog og sygeplejeske. Jeg tager medicin dagligt og skal nok tage den resten af livet. Det er ikke bare en sårbarhed, jeg har. Det er en sygdom, en psykisk lidelse – og det er der intet galt i. Jeg vil hellere tage den ekstra tid, det tager at fortælle hvad sygdommen indebærer og så lige understrege, at der er håb for et godt liv trods sygdom.
Det er mit valg, men jeg synes absolut ikke, at der er noget galt i at sige, at man er psykisk sårbar. Det håber jeg, at I forstår. Jeg synes blot, det er vigtigt, at vi tænker over de ord, vi bruger. Det er nogle vigtige ting, der er på spil.